Det starter med en ung arkitekts svendeprøve i 1906 og ender som Danmarks centrale museum for industrikultur. Industrimuseet i Horsens ligger i Viggo Norns tegning af byens gamle elektricitetsværk, en bygning der i over et halvt århundrede forsynede Horsens med strøm. At museet netop befinder sig her — i en produktionsbygning der selv er blevet til udstillingsgenstand — giver en særlig mening til stedet. Man går rundt mellem maskiner og værktøj i lokaler, der engang summede af transformatorer og generatorer. Det er en form for autenticitet, som aldrig kan skabes i et nyopført museumshus.
Museet blev til i 1977, da en gruppe borgere, virksomheder og organisationer etablerede Arbejder-, Håndværker- og Industrimuseet. Det var et lokalt initiativ, påbegyndt allerede i 1975, på et tidspunkt hvor industrisamfundet stadig var i fuld gang, men hvor der begyndte at opstå en erkendelse af, at arbejdskulturen var under forvandling. I 1984 blev museet statsanerkendt som specialmuseum med ansvar for de almindeligste fremstillingserhvervs udvikling, arbejdernes levevilkår og den finansielle sektors relation hertil i det tidligere Vejle Amt — et fagområde der strækker sig fra 1850 og frem. At ansvaret også omfatter den finansielle sektor, viser, at museet ikke kun handler om fabrikshaller, men om hele det økonomiske system, der gjorde industrialiseringen mulig.
Horsens har altid været en industriby. Fabrikker, værksteder og produktionsvirksomheder har præget både bybilledet og hverdagen for generationer af horsensianere. At et industrimuseum netop har fundet fodfæste her, siger noget om byens selvforståelse — en by der ikke gemmer sin arbejderfortid væk, men tværtimod gør den til kulturarv. Elektricitetsværket fungerede fra 1906 til 1958, og bygningen står stadig som et vidnesbyrd om den teknologiske udvikling, der forvandlede Horsens fra marked- og handelsby til industricentrum. Der er en forskel på at læse om industrialiseringen i en lærebog og at stå i de rum, hvor den faktisk fandt sted.
I år 2000 fik museet en markant udvidelse, da Horsens Kommune overdrog det tidligere gasværk med et totalt areal på 20.000 kvadratmeter til Industrimuseet. Gasværket havde været aktivt fra 1860 til 1985 — altså gennem hele den periode, hvor gas var byens primære energikilde til belysning og opvarmning. Med dette areal fik museet mulighed for at udvide både opbevaring og udstillinger betragteligt, og de gamle gasværksbygninger blev integreret i museets formidling af industrihistorien. At gasværket blev etableret allerede i 1860, placerer det tidligt i dansk sammenhæng og viser, at Horsens var på forkant med den teknologiske udvikling.
En mere overraskende udvikling kom i 2019, da Industrimuseet overtog de faste udstillinger fra Brede Værk nord for København, som havde været en del af Nationalmuseet. Det flyttede museets tyngdepunkt yderligere og understreger, at Horsens i dag rummer den centrale formidling af dansk industrikultur. Det er ikke længere kun et lokalt museum — det har et landsdækkende ansvar for at bevare og formidle historien om fabriksarbejdere, håndværkere og den produktion, der skabte det moderne Danmark. For en by af Horsens' størrelse er det usædvanligt at være hjemsted for en national samling af den karakter.
For den der overvejer at besøge museet, handler det ikke kun om at se gamle maskiner og værktøj. Det handler om at forstå, hvordan mennesker levede og arbejdede, hvordan produktionen var organiseret, og hvilke vilkår der gjaldt, når man stod ved maskinen eller sad ved værktøjsbænken. Museets arbejdsområde dækker den brede vifte af almindelige fremstillingserhverv — ikke de eksklusive eller eksotiske industrier, men de produktioner der gav arbejde til flest og formede hverdagen for almindelige familier.
At gå gennem Industrimuseet er på sin vis at gå gennem Horsens' egen historie. Elektricitetsværket, gasværket, fabrikshallerne — det er bygninger og produktionssteder, som byens borgere har været forbi, arbejdet i eller været afhængige af. Museet bevarer ikke bare genstande, men en sammenhæng mellem arbejde, teknologi og hverdagsliv, som stadig er genkendelig, selv når det handler om en tid, der nu ligger mere end et århundrede tilbage. Det gør museet til noget andet end en turistattraktion — det er et sted, hvor byen husker sig selv.
Stedets egen side: industrimuseet.dk