Pernille står alene med sin søkamp – og betaler prisen

Pernille Ingemann fra Ans har en tilladelse fra politiet til at hugge huller i isen på Tange Sø om vinteren. Da hun fik den for 16 år siden, var hun blandt de første vinterbadere. I dag er hun næsten alene med en holdning, der deler vandene i lokalsamfundet: hun mener søen skal tømmes, så Gudenåen kan få sit naturlige løb tilbage.

For de fleste i området er tanken umulig. Tange Sø er blevet samlingspunktet for byen – et sted man bader året rundt, sejler og mødes. Vinterbadeklubben er vokset så meget, at den nu har klubhus, omklædning og sauna.

Ifølge TV 2 Østjylland har Pernille Ingemann valgt at holde sig væk fra klubben, fordi det bliver for anstrengende altid at skulle forsvare sin holdning. Hun har oplevet hadske beskeder på Facebook og blev ramt af en særligt grusom kommentar fra en lokal kvinde, der skrev, at hun ville ønske, Pernille druknede.

Tredive år uden løsning

Søen blev skabt i 1918–1921, da man opdæmmede Gudenåen for at producere strøm på Tangeværket. Den dækker omkring 600 hektar – mere end 800 fodboldbaner – og er Danmarks største kunstige sø.

Debatten om søens fremtid har verseret i over 30 år uden en endelig ministerial afgørelse. På den ene side står lokalbefolkningen, som elsker søen. På den anden side står miljøaktivister og naturorganisationer, der peger på søens skadelige effekt på laksestanden og biodiversiteten.

Også modstanderne er under pres

Jarl Gorridsen, formand for Foreningen til bevarelse af Tange Sø, har også mærket debatten på kroppen. Han modtog engang en bombetrussel fra en lystfisker og er blevet kaldt verdens største idiot. Trods det har han flyttet sine grænser – han accepterer nu, at der skal gøres noget for de vandrende fisk, og foreslår et kompromis: et kunstigt å-system, et såkaldt stryg.

Men Pernille Ingemann mener, det løser ikke problemet. Hun har set alle modeller og deltaget i utallige møder. Hun konkluderer, at søen skal tømmes, hvis man skal få Gudenåen tilbage ordentlig.

Begge har rykket sig, men de står stadigvæk på hver sin side af konflikten. Jarl Gorridsen imødeser nu en ministerial afgørelse med længsel – bare for at få fred til at tale om andet.